søndag den 29. juli 2012

Billeder til dagene 26-30

Familien Johnson og Nikolaj
Der blev prøvet segway, selv den gamle fik en tur
Mall of America
Ann og Howard, morgenen inden vi rejser
Familien Strunk foran Anderson's hus, inden afrejse
Da vi sad i flyet fra Chicago til Amsterdam





Dag 26-30

Dag 26 aften, dag 27 og hjemrejse.

Vi var inviteret til middag ved familien Johnson - Brendans familie. Det glædede vi os meget til, vi havde jo lært Brendan at kende under hans besøg hos os i DK. Hele familien, Barbara, David og Brendans 2 søskende Elise og Reid samt Brendan var alle samt. Igen mødte vi stor interesse, gæstfrihed og skøn amerikansk mad (grillet laks og hamburger). Vi havde en hyggelig aften, hvor vi så jongleren af børnene, prøvede segway og talte om kulturforskelle Europa/USA. Dejligt også at møde Brendans familie, hvor Nikolaj opholdt sig en del i hans år i USA.

Kl. 9.30 afgang til Mall of Amerika, tidligere verdens største storcenter (20 år gammelt) med 520 butikker, 50 restauranter samt kæmpe forlystelsespark i midten i underetagen med alverden rutchebaner, karusseller etc. Her blev der også shoppet igennem. Kl. 13 mødtes vi med Howard og Matt, og de hjalp os med indkøb i en Apple-store. Børnene prøvede rutchebaner.
På turen hjemover i 2 biler, én til hotellet, hvor der blev hygget og snakket,  og én til familien Andersons hus, hvor vi nåede en bådtur på Lake Minnewashta.

Kl. 19.30 middag med familien Anderson - desværre uden Ann, der ikke nåede frem pga. uvejr i New York - på restaurant Houli'Hans, tæt ved hotellet. Vi nød en skøn, veltilberedt middag. Senere dukkede Rich, Allie og hendes ven, Mariah (naboerne) samt venner af familien Jeanene og Mike samt deres piger Morgan og Abby til en drink.
Det var vores sidste aften sammen med familien og venner af familien. Vi har haft et fantastisk ophold hos familien Anderson, der har vist stor interesse for vort besøg samt venlighed og åbenhed.

Afrejsedag:
Nu var tiden kommet, hvor vi skulle rejse hjem og tage afsked med familien Anderson og Nikolaj, der bliver 12 dage mere hos familien.
Kl. 10 mødtes vi i lufthavnen, de 4 fra hotellet skulle aflevere bilen ved lufthavnen (og det tog blot ½ min.). Hele familien Anderson og Nikolaj tog alle med i lufthavnen (i 2 biler og 45 min.s kørsel x2) for at sige farvel og heldigvis på gensyn til os. Vi tog en rørende afsked.
Hejmturen gik fra Minneapolis til Chicago, hvor vi allerede var for sent på den, da flyet var forsinket inden start, og vi måtte løbe gennem terminaler, tage tog og igennem endnu et stort sikkerhedtjek, hvor far igen igen blev prikket ud til yderligere kontrol pga. metalhoften!, men vi nåede det, for alt var ved bookingskranken gjort klar til os. Fra Chicago til Amterdam, en dejlig flyvetur, og derfra fra Amsterdam til København. Her tog vi afsked i lufthavnen, Marianne og Carsten tog toget hjem, og resten tog bilen hjem.

Alle er vi enige om, at det har været en kæmpe stor oplevelse, med mange indtryk, skønne natursteder samt utroligt åbne, venlige og hjertelige mennesker, som har gjort vores tur fantastisk.
Som afslutning vil vi skrive nogle af vores high-lights for turen. Vi håber, Nikolaj vil kommentere resten af hans tur samt et par højdepunkter senere.

High-Lights Marie-Claire, Jørgen, Nanna, Uffe og Anette:
4. juli i Monterey, San Francisco, Yosemite, Grand Canyon, besøget hos Keith/Victoria og Rocky Mountain, Mount Rushmore og ikke mindst opholdet ved familien Anderson, deres venner og Nikolajs venner fra hans år derovre.

High-lights fra Marianne og Carsten:
Samværet med familien Thompson, Philadelphia, New York, Rocky Mountain, Cracy Horse og mødet med både Keith og Victoria samt familien Anderson.

Mange tak for alle, der har fulgt os på bloggen, skrevet kommentarer og sms'er. Vi håber, I også har overskud til se alle vore billeder og yderligere kommentarer.

Knus fra familien Strunk

onsdag den 25. juli 2012

Dag 24, 25 og 26: Downtown og Albertville

Senere på aftenen spiste vi aftensmad med Maggie og Matt, Ann er i New York og Howard til møde. Vi spillede domino, en ny måde at spille domino på for os, det var et sjovt spil, og hvis vi kan finde det, køber vi det med hjem til Danmark.
På græsset i Vikings stadion
Tordenvejr og regn i nat, som vi ikke har set det i DK før, så en del af os har været vågne i nat. Vi mødtes (Howard, Maggie og Matt + alle os danskere) ved hotellet kl. 09.00, for at køre til Minneapolis Downtown og første stop var på Twins Stadion, hvor vi fik en rundvisning på 2 timer – et imponerende nyt baseball stadion, som åbnede i 2010. Stadionet er bygget i Downtown og lige ved siden af togstationen. De store veje i byen kører under stadion, og vi kørte ind i et kæmpe-kæmpe parkeringshus. Navnet Twins kommer af de 2 byer, der næsten er vokset sammen, St. Paul og Minneapolis. Vi fik fortalt om klubbens og stadions historie, og vi fik set VIP-loger, presseloge, omklædningsrum, memorial hals, sikkerhedsrum samt mange forskellige lounger, hvor folk kan købe sig plads. Til kampene er der 2200 arbejdere på stadion og til dagligt 800! De har 81 hjemmekampe i en sæson (1 år)
Frokost på Jimmy John’s Gourmet sandwich, og de var gode. Så skywalking, hvor man gik fra det ene højhus til det andet på lukkede gangbroer med forretninger, restauranter og kontorer. De fleste butikker ligger på 2. sal på skywalk. Man ser ud over byen, der er flot og grøn, og vi kunne gå ned til byens rådhus med springvandsområde. På skywalken kan man gå 5 miles = 8 km uden at gå udenfor.
Udsigten fra teateret over Mississippifloden
Vi nåede til Vikings Stadion, som er et ældre stadion til amerikansk fodbold, basketballl og baseball, og det bliver også brugt til koncerter. Det lignede mere hen efter vores Parken uden dog at kunne sammenlignes. Her fik en guidet tur kun for os af én af Howards bekendte. Twins har tidligere spillet der. Det er dækket af en tag/dug, der holdt oppe med luft.  Forrige år fik de nyt tag, da det gamle brød sammen under sneen, det blev fortalt i dansk TV og i aviserne. Systemet er nu lavet, så de kan varme taget endnu mere op, så sneen smelter. Vi var rundt og se hele stadionet + nede på banen (græsset). Det var spændende.
Vi gik en tur til Mississippifloden, som er Amerikas længste flod, der starter i nord-Minnesota og løber ud i havet ved Louisiana. Teatret, der ligger lige ved floden, havde 2 store udsigtspunkter, et åbent på 5. etage og et lukket på 9. Det var et imponerende flot syn.
Hjemme hos familien Anderson lavede vi gammeldags dansk mad, karbonader med kartofler, agurkesalat samt grøntsager + smørsovs og til dessert jordbær med fløde på.
Howard, Matt, Carsten, Nikolaj og Uffe tog i biografen for at se den nye Batman film og Maggie skulle ud med nogle venner.


Onsdag var storeshoppe dag. Vi tog til Albertville Premium Outlet, et outlet ca. 40 min. væk fra Anderson’s hjem, med Maggie og Matt. Og der blev købt stort ind. I aften skal vi til Brendans familie og spise middag.  

Familien Strunk

Den gamle foran "homeplate"
Udsigten over Target Field (Twins stadion)

mandag den 23. juli 2012

Dag 22, 23 og 24: Andersons House

Vi er nu så langt på rejsen, at vi er nået til Nikolajs værtsfamilies hus, og vi er derfor heller ikke sammen hele tiden, idet Bakkevejs-folket bor hos familien Anderson, mens Marie-Claire, Jørgen, Marianne og Carsten bor på hotel, AmericInn, som Howard arbejder for.  Derfor vil der heller ikke komme nyt på bloggen så ofte som tidligere. 
Vi ankom fra Fairmont til Excelsior ved 11.30-tiden, og her var gensynsglæden stor. Alle stod på vejen og ventede på os, og der var lavet flotte velkomstskilte, velkommen ,velkommen familien Strunk og Welcome Home Nikolaj og balloner. Dejligt at se, hvor glade både Nikolaj, Maggie, Matt, Ann og Howard var for gensynet.
Der var Crazy Days i Excelsior, og vi kørte dertil. Først fik en dejlig frokost ved Maynards, hvor vi sad lige ud til Lake Minnetonka og nød alle bådene. Derefter gik vi en tur på Mainstreet, og der var rigtigt mange mennesker til marked. Mange sjove små butikker.
Vi fulgtes alle til hotellet, hvor de 4 blev indlogeret.
Alle mødtes vi igen til aften, hvor vi skulle møde familien Hirstein, naboer og gode venner til familien, og deres datter Allie er én rigtigt god ven til Nikolaj. Nikolaj har haft en rigtigt god kontakt til denne familie, Mary, Rich, Mariah, Allie og alle nød de også at være sammen med igen.  Howard grillede bøffer til hamburger og pølser.  Det var en meget hyggelig aften.

Næsten morgen mødtes vi for at tage ud at sejle med deres båd på Lake Minnewashta. Ude på søen mødtes vi med familien Hirstein, som også var ude med deres båd. Vi tilbragte hele dagen sammen med dem og svømning, vandskien, surfing og ture i tuber. Det var en skøn dag med picnic. 
Om aftenen havde Ann inviteret venner af Nikolaj fra skole, fodbold, basket, ultimate frisbee til hygge i haven for at gense Nikolaj. Det var meget dejligt for alle os andre at hilse og snakke lidt med de unge mennesker. Også Lis fra Norge, som er nabo til familien Anderson, og hendes mand Jon, kom og hilste på. Så vi fik også snakket lidt norsk! Der var glæde og stemning blandt alle de unge, som igen blev samlet, og vi andre nød de unges glæde og hyggede os sammen i haven. Der var både pizza, chips, vandmeloner, vindruer og dejlig æblekage med is. Endnu en skøn aften.
I dag har vi været på egen hånd. Først afleverede vi Bakkevejens bil, Chevolet Impala, til Hertz. Tak for den tur. Derefter tog vi direkte til Minnetonka Highschool, hvor Nikolaj gik, og vi så både skolen, ishockeyhallen og sportspladsen, med baner til både fodbold, amerikansk fodbold og baseball samt atletikstadion.  Vi blev alle meget imponerede over, hvor stor skolen var, der rummer 3000 elever. Der var linier med teater, medie, kunst, mad, fysik og kemi, ja alt hvad vi kan tænke os. Herefter kørte vi til kirken, hvor Anderson hører til, og det var en forholdsvis ny, moderne, flot, lutheransk kirke. Tilbage i midtbyen, hvor vi købte lidt postkost, flag og så den skandinaviske butik. Så var det IS-tid, ved familien Andersons favorit-isbutik og morfar gav store isvafler.
Resten af dagen skal vi blot hygge og gøre lidt småindkøb.  I morgen er der planer om besøg i Minneapolis Downtown og stadion.
Familien Strunk
Hjemme i familien Andersons have


Matt, Nanna, Nikolaj og Allie i søen

Efter frokost på Maynards
Nikolaj og hans venner


På fodboldbanen, hvor Nikolaj spillede mange kampe
Nikolaj ved Minnetonka High School



fredag den 20. juli 2012

Dag 21: Sioux Falls


I den sporvogslignende bus
Vi kørte over den gamle bro, fra Oacoma til Chamberlain, over Missouri floden videre til Sioux Falls. Her kørte vi til byparken ved vandfaldet (heraf navnet af byen). Vandfaldet falder 30 meter over flere etaper ved klipperne. Byen er bygget op omkring vandfalet og floden, som gav energi til byen. Vi tog en bus, som skulle forestille en gammeldags sporvogn, rundt i den gamle bydel. Sioux Falls er en stor kunstby, og der er i centrum mange skulpturer. Retur til parken sad vi i det grønne område og nød vores frokost. I mellemtiden blev vi underholdt af flere forskellige fly: et F16 kampfly, der lavede loops, flere mindre fly og 4 rutefly tog afsted indenfor få minutter.

Udsigten fra tårnet

Herefter flugte en køretur til Fairmont, hvor vi har fundet et hotel. Vi har igen nydt poolen og skal senere ud at spise. Denne aften er den sidste sammen inden vi møder familien Anderson, hvilket vi glæder os meget til.

Familien Strunk
Frokost i parken

torsdag den 19. juli 2012

Dag 20: Custer State Park og Wall Drug

Bisonokserne i Custer Park
Vi startede dagen med morgenmad på vores hotel Ramada Inn. Derefter skyndte vi os videre. Vi kørte til Custer State Park, der har den største bestand af bisonokser i Amerika, ca 1500, som øges med 500 stk. årligt. 500 bisonokser fordeles rundt omkring i landet, til andre parker. Der er 10 jægere, der kan  købe sig ret til at nedlægge et stk. bisontyr, årligt. Dette koster 5000 dollar, det svarer til ca. 30.000 kr.

Bisonoksen, som man kunne klappe hvis man havde en lang
arm - en rigtig lang arm.
Vi var så heldige og se, en så stor bisonokse, stå inden mellem træerne, han faldt godt ind i landskabet. Derud over så vi også en stor og en mindre flok. Foruden bisonokser, var der mange andre dyr, bl.a så vi antiloper, rådyr, jordegern, præriehunde, ænder, gæs, bæver, ørne, men udover de nævnte findes også mange andre dyrearter parken. Vi kørte op ad en smal grusvej til bjerget, Mount Cooligde, 1880 meter højt. Fra dette punkt kunne vi se over til Crazy Horse, Mount Rushmore, Needles og Badland. Det var en impornerende udsigt.
Efter Howard's anbefaling kørte vi til Wall Drug, som ligger ved indgangen til Badland. Og hold da op! Det startede som en lille butik i 1931, og det har nu vokset sig til en lille by, næsten. Her findes der et STORT udvalg af alverdens "skøre" ting. Butikken indeholdte en western tøjafdeling, et apotek, flere restauranter, flere souvenirafdelinger, et kapel, smykkeforretninger, og et museum om indianerne og cowboys på prærien. Vi valgte også at spise frokost i byen Wall. På den restaurant så vi faktisk to rigtige cowboys.
Efter en træls køretur, på en lang lige vej er vi nu i byen Oacoma/Chamberlain, hvor vi overnatter.

Familien Strunk

onsdag den 18. juli 2012

Dag 19: Mount Rushmore


Morgenmad i Crowford
For god ordens skyld skal vi nævne, at vi nu kører i 2 biler, bil 1: Marianne, Carsten, Marie-Claire og Jørgen i en Ford Expedition. Bil 2:  Bakkevej har fået ny bil, det er ikke et motorhome som ellers bestilt – se notat fra i går – kører nu i en Chevolet impala. 

Vi startede dagen kl.08.00 med at køre fra vores motel i Scottsbluff uden morgenmad og kørte mod Mount Rushmore. Det var langt ude på landet, med afvekslende natur, marker, bjerge, nogle steder store ranch med kvæg, men ellers lige ud så langt øjet rækker.
Washington, Jefferson, Roosevelt og Lincoln
I Crawford spiste vi morgenmad på en typisk amerikansk restaurant på landet med fin morgenmad. Herefter igen mange timers kørsel, før vi nåede Crazy Horse Memorial. Det var en fantastisk oplevelse. Først så vi en film om både historien og byggeriet.  Det er en hyldes til det oprindelige Amerika = indianernes helte, hvor én af deres høvdinges ansigt og en hest, der endnu ikke er lavet færdig, er hugget ud af klipperne.  Alene ansigtet er 27 meter i højden.  Crazy Horse tilhørte Sioux-stammen, og står for de fleste nordamerikanske indianere som en af de største helte, da han kæmpede for sit folk og deres ret til eget territorium.

 Herefter gik turen til Mount Rushmore, som også er et fantastisk kunstværk.! Det er en hyldest til det amerikanske demokrati med stor symbolsk værdi for amerikanerne. Det er skulptøren Gutzon Borglum, der har danske aner, der står for projektet. Efternavnet Borglum stammer fra den nordjyske landsby Børglum. De 4 præsidenter, Washington, Jefferson, Roosevelt og til sidst Lincoln er udhugget i bjerget Rushmore.  Herefter gik turen til Rapid City, hvor vi troede, det ville være let at få hotelværelser, men der tog vi fejl. Men juhuu vi fandt et dejligt hotel, og straks gik vi i poolen.  Efterfølgende var vi på Perkins Family restaurant, hvor vi fik dejlig mad.

I morgen går turen først til Custer Park.  

Skulpturen af Crasy Horse er i 1/34-del
af bjergsiden, der endnu mangler meget
Familien Strunk

Med Crazy Horse i baggrunden